Temaet i denne ombæring omhandler leg og læring i madkundskab.
Jeg møder ofte kollegaer og andre madkundskabslærere, som leder efter anderledes aktiviteter til madkundskabsundervisningen. Derfor har jeg over det sidste års tid omsat, udviklet og bygget en masse spil til min undervisning i madkundskab. Spil som jeg har lavet næsten tilsvarende i dansk indskoling, mellemtrin og udskoling samt i geografi. Nu er spillene endelig klar til madkundskab.
Du får her opskrifter på 11 spil, som du nemt kan bygge til din undervisning.
Spillene egner sig til alle madkundskabstrin, 5.-8. klasse.
Spillene er ikke bygget op på spørgsmål, men tanken om at læse, lege med og møde en masse madord gennem leg og dialog. Spillene bygger således på, at eleverne snakker om ordene, begreberne og stille og roligt får lavet en kategorisering heraf. Alt sammen i samspil med hinanden og læreren.
Mennesket elsker at lege og spille. Det ligger i vores natur. Spil har til alle tider og i alle kulturer fascineret os. I første omgang var det som selskabslege, som i bedste folkeviseforstand er gået fra mund til mund gennem generationer, til brætspillene og nu computerspillene. Det er derfor tydeligt, at vi mennesker elsker at lege og spille.
Men hvad er legen egentlig for en størrelse?
Det dykker vi ned i og ser nærmere på i dette nummer af serien.
Formålet med legen kan være at stimulere elevernes forhåndsviden – og i nogle tilfælde måske lede til ny viden. Vi kan repetere og gøre fagbegreber til hverdagssprog gennem leg. Dette giver eleverne en dagligdag, hvor de møder flere og flere faglige begreber. Der er ikke tale om en decideret træning af anvendelsen af begreberne, men snarere en påmindelse om begrebernes betydninger og indhold – bare i en anden kontekst.
Hvordan kommer legen ind i madkundskab som et pædagogisk greb?
Når planen skrider…
Vikaren ikke er tryg med praktisk arbejde i faglokalet…
Indkøbene går galt…
Nogle elever bliver færdige før tid…
Eller vi måske bare skal prøve nogle anderledes aktiviteter i madkundskab.
Det er her leg og læring finder sin ret i madkundskabsfaget. Når madkundskabslæreren vil gøre noget total anderledes i faget, eller når nogle af ovenstående tilfælde sker.







