- 8. december 2020
- by Christian Svane
- 0 Synes godt om
- 0 / 5
- Sværhed: Let

-
Set938
Den perfekte lille hygge-hapser.
Og den farlige lille hygge-hapser.
Det burde måske stå i flertal, da man jo aldrig spise en enkelt. Man kommer altid til at hapse flere. Men de er gode.
Jeg er egentlig stor fan af supermarkedernes cookies. De har crunch og fin smag, men prisen stiger og stiger. Hvis du vil investere bare en lille smule tid i hjemmebagning, kan du få en ordentlig røvfuld cookies – om nogen bedre – til ca. samme pris.

Hjemme hos os kan vi godt finde på at snige en lille cookie i madkassen. Hvis der lige smides lidt nødder og tørrede bær i småkagerne, kan de være en fin lille snack til en 10-pause. Så højnes arbejdsmoralen en smule til resten af skoledagen.
Da denne opskrift også bruges i min madkundskabsundervisning, er der “kun” 100 g chokolade i. Man kunne sagtens komme lidt flere gram i. Det styrer du selv med kalorierne.
Jeg har eksperimenteret lidt med størrelsen på disse cookies. Når dejen er æltet sammen, kan du forme en ca. 3 cm tyk pølse. Det giver nogle små chokolade chip cookies. Du kan også lave en dejpølse på 5-6 cm. Så får du en cookie, som bliver stor.
Ca. 20 styk.
100 g Mørk chokolade.
200 g Hvedemel.
2 g Hjortetakssalt. Alternativt 1 tsk natron.
100 g Blødt smør.
2 tsk Vaniljesukker.
120 g Farin.
1 Æg.
½ tsk Salt.

- Tænd din ovn på 180º.
- Hak chokoladen i grove stykker.
- Rør chokolade, mel og hjortetakssalt sammen i skål.
- Tilsæt resterende ingredienser og ælt, ælt ælt. Afhængig af hvor blødt smørret er, skal der altså arbejdes lidt med æltningen. Det er på godt nordjysk, noget grasværk.
- Rul dejen til en lang pølse (kom på køl i 30-60 minutter, hvis der er tid til det).
- Udstik dine cookies og placér dem på en bageplade med bagepapir. Det passer med at du har en 8 stykker pr. bageplade, da de flyder meget ud.
- Bages ved 180º i ca. 14-15 minutter.
Træk dine cookies på bagepapiret over på en bageristen med det samme, sådan at de kan køle af. Dine cookies kan virke lidt bløde, når de kommer ud af ovnen. Men bare rolig. Sprødheden kommer i takt med at dine cookies afkøles.
Prøv også at bland alle mulige sjov ting i dine cookies. Denne opskrift er et godt udgangspunkt; en grundopskrift, om du vil.

Prøv også med:
Ristet hasselnødder eller mandler.
M & M´s.
Hvide chokoladestykker.
Tranebær.
Rosiner.
Cookies har ikke den bedste holdbarhed. Eller det vil sige, at du kan komme dem på dåse, men smagens kvalitet, falder i takt med antal dage i dåsen. Og sprødheden forsvinder dag for dag. Men som sagt; de er spist inden;-)
Denne portion er der hasselnødder, tranebær og første arvingen insisterede på M&M´s, da disse cookies skulle spises til hans forældremøde i den nye børnehaveklasse.
Tip: Lav meget dej, rul noget af det til en pølse, pak ind i husholdningsfilm og frys dejen. Du bager selvfølgelig en røvfuld cookies af resten. Men nu har du også dej klar til, hvis der kommer uventet gæster – og disse cookies skal jo ikke bage ret lang tid = noget hurtigt til kaffen.
Sidst men ikke mindst, skal du huske, at cookies skal skylles ned med et godt glas mælk eller kakao.
Velbekomme.