hash browns
  • Set
    1.114

Kært barn har mange navnene.

Hashed browned potatoes, homefries, country fried potatoes, kan de hedde i det amerikanske.

Det er nok ikke den mest spiste morgenmad/brunch i Danmark, og vi er da også ovre i den mere bastante afdeling. Ikke desto mindre bliver kartoflen anvendt til morgenmad mange steder i verden.

Som så meget anden mad, har flere regioner og folkefærd i verden deres fortolkning af alverdens retter. Og hash browns er ingen undtagelse. I jødiske kredse kan den omtales som Latkes, i Irland som Boxty og i Polen som Placki ziemniaczane. Ja, kært barn har mange navnene.

Når du ser ned over ingredienslisten, vil du måske også komme til at tænke på Pommes Rösti. Og det minder da også meget herom. Dog vil svejtserne sige, at en Rösti skal være godt tyk, hvor hashbrowns nogen steder bliver lidt mere tynde i det. Det kommer helt og holdent an på kokken og dennes humør.

Så konklusionen må være noget i retningen af, at det er en kartoffelpandekage med varierende tykkelse og krydring – alt efter dit humør, din fantasi, og hvor i verden du er.

Netop det, at hash browns og kartoffelpandekager er så internationale, gør bare at det giver endnu mere mening at introducere den til eleverne i madkundskab.

Et fedt sidekick til en brunch, som du kan udvikle til en hel ret, hvis du krydre med forskellige urter og krydderier, mens der måske kommer et spejlæg og lidt bacon på toppen.

Prøv også at kom dine hash browns i et vaffeljern. Fx det belgiske vaffeljern en god tyk kartoffelpandekage – eller er det nu en vaffel?

 

Denne opskrift giver 8 hash browns, da vi anvender den til en brunch-buffet på 6. årgang. Der skal med andre ord være lidt smagsprøver til alle. Derfor former vi små “golfkugler” frem for en hel håndfuld, som opskriften ellers angiver. 

Til en familie på 4-5 personer, passer det med det halve af nedenstående portion. 

 

8 styks. 

 

Ca. 1 kg kartofler 

1/2 løg

1 spsk smør

1/2 tsk timian

1 tsk salt

1/2 tsk sød røget paprika

1/2 dl solsikke- eller rapsolie til stegning

  1. Skræl og riv dernæst kartoflerne på den grove side af et råkostjern.
  2. Sæt et dørslag i en skål og kom de revet kartofler heri. Du kan evt. lige give dem et lille klem i dine hænder over dørslaget. Så kan de nemlig dryppe en smule af
  3. Snit løget fint.
  4. Klem godt med væske ud af kartoflerne.
  5. Når du har klemt kartoflerne godt og grundigt, kommer du alle ingredienser i en stor skål og blander godt rundt med en grydeske eller dine hænder.
  6. Form 8 kartoffelkager, hvor du presser en god håndfuld godt sammen i dine hænder eller med en bøfpresser. Læg dine hash browns til side på et skærebræt.
  7. Varm en pande op til middelvarme. Når panden er varm, kommer du lidt solsikkeolie på panden. 
  8. Når olie er varm, steger du dine hash browns i ca. 5 minutter på hver side. De skal have en flot lysebrun og gylden farve. 

Brug evt. en metalring til at give din hash brown en mere ensartet form. Den holder på formen.

Du kan holde dine hash browns lune i en ovn ved 100 grader Celsius varmluft. 

 

Velbekomme.

ingredienser

    Du vil måske også kunne lide