- 6. august 2025
- af Christian Svane
- Sværhed: Let

Nemt tilbehør til den mexicanske middag.
Og så er majsen jo en grundpille i det mexicanske køkken!
Social dinning med udgangspunkt i mexicansk madkultur er en god måde at samle venner og familie. Tacos og nachos kan være omdrejningspunktet i sådan en middag. Men hvad skal man komme i af autentisk mad og ej Santa Maria-pulver og salat…?
Som du ser på billedet, er der rigelig med muligheder for at lave en masse nem tilbehør, som kan passes ind i din taco. Denne majsstuvning er ingen undtagelse. Det går godt til både noget gris a la pulled pork og carnitas, noget braiseret oksekød eller en omgang Tinga de pollo.

Et fedt element i sådan et mexicansk tagselvbord er, at der er noget for enhver sjæl. Bordet er på mange måder madmæssigt mangfoldigt, da der er plads til alle kulturer, politiske holdninger og evt. allegier. De mange forskellige fyld giver mulighed for at “tage uden om”. Bønner er jo eksempelvis en god proteinkilde til den vegetarisk spisende.

Stuvede majs
Ingredienser
- 300 g majs (dåse eller frost underordnet…)
- 2-3 spsk olivenolie
- 1 peberfrugt
- 1 lille chili
- 2 ½ dl fløde
- Lidt salt og peber
- Evt. lidt frisk persiller eller mynte til pynt
Sådan gør du
- Snit peberfrugt og chili fint.
- Varm en kasserolle op til middelhøj varme og tilsæt da olivenolie.
- I med majsene og sauter dem godt og grundigt = smagsudvikling!
- Tilsæt peber og chili og sauter videre i 2-3 minutter.
- Tilsæt fløde og giv et lille opkog. Skru herefter ned på lav varme og lad majsene hygge i fløden i ca. 20 minutter.
- Herfra skal majsene egentlig bare stå og hygge sig i kasserollen, indtil du skal bruge dem. De kan sagtens stå i 60 minutter på blusset ved lav varme. Kunsten er at justere flødens sauceeffekt. Jeg vil gerne have saucen godt tyk, da majsene på den måde bliver i mine tacos og saucen ikke løber ud over det hele, når man bider af maden.
- Lige inden servering kan du smage dine stuvede majs til med salt og peber og pynte med lidt finthakket persille eller mynte.
Tip til opskriften
Tjek det mexicanske punkt under opskrifter for flere inputs til den mexicanske middag. Klik her for mere inspiration.
Velbekomme.

